torsdag den 6. juni 2013

Kolonihaven tirsdag aften

Jeg var på jagt i kolonihaven tirsdag aften. Dels efter dræbersnegle og ukrudt. Men også med kameraet så jeg kan forsøde bloggen med lidt billeder....


Allium blomstrer. Og smukke er de. Men underligt at deres blade visner, når blomsten dukke op. Det tager lidt glansen af Gertud. I forgrunden er 'Duehoved' igang....


Men sikke en stjernevrimmel. Tænk at naturen kan lave noget på smukt.


Akelejerne er også på det højeste lige nu. Og smukke er de jo. Og heldigvis har jeg en kollega, der glad og gerne tager noget af overskuddet. De er nemlig mere end villige til at formere sig. Resten ryger i potter og med til loppemarkedet d. 6. juli i Humlehaven.


Før har jeg ikke været så meget til græs. Græs var for mig noget man hev op mellem planterne eller lod det stå i græsplænen. Men jeg var heldig at få en flot græs for et års tid siden. Og lige nu 'blomsterer' den. Den er da charmerende.


Æblerne begynder at vise sig. Glæder mig til at sætte tænderne i de saftigste og mest smagfulde æbler jeg nogensinde har smagt. Det er tæt på 'æbleforgiftning' i efteråret, så godt smager de. Det er sorten 'Aroma' og det kan jeg skrive under på det er...


En væltet blåregn. Undskyld billedet. Men den blev skåret kraftigt tilbage for et par år siden, den er ved at være temmelig gammel, og bar præg deraf. Så den fik en tur med saven. Og nu kommer den fint igen. Den skal dog begrænses hvis den skal bo hos mig.... så frem med saksen og klip klip, når den bliver for lang....


Som I kan se er billederne taget før jeg gik i krig med haven i går. Jeg havde fri fra middag og nåede vidt omkring. Men det trængte også.


Pæonerne er begyndt at springe ud. Også der mangler også en kærlig hånd.
Jeg har to slags pæoner. Nogle røde med store knopper og nogle lyserøde med mindre knopper. De lyserøde har myrerne belejret, helt og adeles. Hvis man forsøger at røre ved dem, bliver man genstand for fælles vrede i det lille samfund.... Underligt hvorfor nogle tiltrækker myrer og andre ikke gør...
Det kan være du har forklaringen derude...


Den behøver ikke nærmere præsentation. Den var lige blevet klippet ned, dengang vi overtog haven. Men er kommet godt efter det, og er i dag igen en halvstor tæt busk. Den er belejret på bagsiden af Storkonvaller. Tror jeg befrier den lidt for belejringen i løbet af kort tid og samler Storkonvallerne lidt.
Sidste år klippede jeg endnu en Rhododendron ned. Den er også godt på vej, men det tager nu lidt tid inden den er på størrelse med denne igen...


Lodden løvefod. Endnu en flittig plante. Der findes mange små 'lodne løvefødder' rundt i haven...


Tæt på. Det varer ikke længe inden helt limegrønne blomster viser sig...


Mon jeg når det i år. Sidste år vendte jeg ryggen til ribsbusken i et kort sekund og det benyttede fuglene sig så af. De spiste til den store guldmedalje og der blev en sjat på størrelse med en flaske saft tilbage til mig... Hrmfff.... I år er jeg klar.... mere end klar.... så kom nu bliv røde, bliv røde, bliv røde....


Urtehaven. Løgene til højre står fint. Vi har løg-konkurrence i år i kolonihaven. Og jeg skal give naboen kamp til stregen skal jeg. Men han plejer at vinde, så der er noget at leve op til...
Knoldsellerierne i midten, er lidt snyd, de er købte. Men de får lov at vokse videre her hos mig... Ellers er der porrer, gulerødder, rødbeder, pastinakker (eller plastiknakker som Anders kalder dem), bønner og ærter.


Og som I kan se er rabarberne gået i stok. Det går godt. Jeg må have plukket resten. Konverteret det til en omgang saft til saftevand. Så mon ikke det går alligevel....


I min plantebørnehave står lidt flere akelejer. De får også nyt sted at bo.


Parykbusken står i krukken ved havelågen. Men den har det ikke godt. I aften kommer vor havekonsulent, Ole, på havevandring i haven, så vil jeg spørge ham hvad der går galt. Måske skal den bare have noget mere at leve af.... 


Sidst men ikke mindst billeder af 'Tobakspibeplanten'. Godt gemt under bladdækket hænger de sødeste små 'merskumspiber'. De er da charmerende...


Håber du nød turen rundt i haven. Der kommer flere billeder, med mere krudt og mindre ukrudt i den nærmeste fremtid.

1 kommentar:

  1. Hej Jane. Hvor ser det hele godt ud hos dig. Jeg husker endnu hvor smuk din kolonihave så ud, da vi besøgte dig.
    Jeg kender slet ikke Tobakspibeplanten'. Hvor er den fin.
    Græsset er også vældig smuk. Jeg holder meget af græs og har en del, men ikke den. Hvad hedder den???
    Ha´ en god aften.
    Jan e ved du godt, at man skal skrive en kode for at sende en kommentar til din side ???
    Hvor kan man tilmelde sig som fast læser??
    Knus Aase.

    SvarSlet